søndag den 3. oktober 2010

Kære familie.

Vi har fået en forespørgsel på pris for hytten. Den er kr. 3.000,00 incl. rengøring eksl. el forbrug.
Vi forestiller os, at vi kan handle mad ind for ca. 1.800,00 og at vi deler disse udgifter i 3 dele, således at Carsten, Karin og undertegnede betaler hver en 3. del og så selv opkræver hos vore respektive børn, svigerbørn og børnebørn. Kjeldsen familien tæller flest denne gang og derfor sponsorerer vi kage, morgenbrød mv.
Der vil blive fremlagt bilagt på vore udgifter.
Vi har hytten fra kl. 10,00 lørdag til kl. 15,00 søndag. Og vi forestiller os, at vi starter med fælles frokost lørdag kl. 12,00.
Der vil i løbet af lørdagen være forskellige aktiviteter, ligesom vi vil fordele køkkenvagterne imellem os.
Som tidligere nævnt skal man selv medbringe drikkevarer til frokoster og middag. Dog vil der være mælk og vand ad libitum.
Priserne er ca. priser mht mad, og er der nogen, der har indvendinger imod fordelingen, må I meget gerne komme med dem nu, så vi har mulighed for at lave en anden fordelingsnøgle.
Vi glæder os rigtig meget til være sammen med jer.

Kærlig hilsen
Bente og Ivan

søndag den 14. marts 2010

Alle er landet - og kommet godt hjem ...

TAK FOR ET HERLIGT SAMVÆR
- OGSÅ TIL DE LOKALE PÅ SOLKYSTEN!

Kærlig hilsen
Carsten

lørdag den 13. marts 2010

Så er det slut med ferien. Konklusion: det har været en god ferie trods dårlige vejrudsigter.

Fra Beneavis




Dagens sidste golfmatch fandt sted på Atalaya New Course - den mest våde bane i miles omkreds. Men vi havde også fået udskudt spilledagen mest muligt, da banen er hårdt ramt af vand.
Men vejret var upåklageligt - høj sol og ca. 18-20 gr.
Da vi først havde tid kl. 12.00, fristede det til en tur i omegnen. Henrik Karen og ct kørte en tur op til Beneavis, som ligger lidt inde i bjergene ca. en halv snes km fra kysten.
Det er en rigtig hyggelig by, som, hvis det var sommer, vi gerne havde gæstet ved aftenstide. De havde deres egen Jomfru Ane Gade, som garanteret ville slå Aalborgs udgave af samme.
Der var mange hyggelige huse til salg, som der er overalt i Spanien, så vi drømte om at sælge Lønstrup og slå til her ....
Kl. 12 slog vi ud fra Atalaya New Course. Vi havde bestilt Old Course hjemmefra, men den var fortsat lukket. Vi blev advaret om, at New Course var meget våd og fik derfor tilbudt gratis buggies - det var vi vist glade for ...
Den var våd! Og meget langhåret. Bolde blev væk på fairway.
Til gengæld var vejret drømmeagtigt godt.
Så alt i alt en god oplevelse.
Og så kom sensationen: Henrik vandt - med 25 point foran nr. 2 med 25. Det var en meget forløsende oplevelse for alle.

Aftenen var aftalt som afskedsmiddag hos Herningfolkene med deltagelse af Karen Margrethe og Helge.
Rigtig hyggelig aften, der indledtes med præmieuddeling for den gennemgående turnering for hele ferien. Jeg er blevet pålagt at bringe de fem bedste placeringer, selvom det naturligvis strider mod min natur.

Resultatet efter 8 golfrunder:
5. plads: Ivan 127 point.
4. plads: Gregers 148 point.
3. plads: Keld 149 points.
2. plads: Henrik 158 points.
1. plads: Carsten 185 points.
Henrik havde en overraskelse til andenpladsen: Berømte golfbolde fra et meget omtalt firma npå det sidste. Henrik var præmiesponsor og havde ofret et virkeligt klenodie til Keld på trediepladsen: En bold fra Irlands yderste linksbane mod vest, Connemara.

Her slutter så beretningen om Rejseholdet 2010's herlige ferie, hvor vi kan slå fast:
1. Vi fik hvad vi kom for: 8 golfrunder på dejlige baner - måske dog med enkelte minusser pga. vejrliget og deraf følgende baneforhold.
2. Vi spillede 8 runder med dårlige vejrudsigter. Kun een runde var våd fra oven. Flere runder var bedre end vejrudsigten med sol og varme - men www.yr.no kunne vi næsten altid stole på!
3. Vi havde et herligt fællesskab - og fik adskillige nye gode bekendtskaber.

Ærbødigst
Carsten

fredag den 12. marts 2010

Los Naranjos var våd og langhåret …

… men vi fik lov at spille – efter at have fået teetime udskudt flere dage pga. banelukning. Det var ikke nogen udpræget toppræstation, vi kunne mønstre, for banen var virkelig våd og ”svuppet”. De var begyndt at slå græs med alle de maskiner, de havde, for nu var der endelig tørvejr. Og de var tit i vejen for et godt slag.
Den del af fairway, der ikke var slået, var til gengæld så langhåret, at vi ofte mistede bolde midt på fairway!
Keld blev dagens vinder med 22 point.

Bortset derfra var det en dejlig runde – i fint vejr! Og vi havde gratis buggy (golfbil), som naturligvis kun måtte køre på stierne. Alt andet ville også være tåbeligt, da de hurtigt ville sætte sig fast. Der er noget helt unikt ved Los Naranjos’ buggies: de har alle en stor GPS skærm, der viser det aktuelle hul og den nøjagtige aktuelle afstand til flaget! Hvilken luksus!




I aften lavede Herningfolkene vist selv mad og hyggede sig derhjemme, mens vi, der bor hos Karen Margrethe og Helge, havde inviteret dem ud på den betingelse, at de fandt et passende sted, mens vi spillede golf. De gjorde de godt, idet de havde fundet en typisk lille spansk restaurant med typiske spanske retter. Og sikke herligheder! De fleste fik and – der til enhver tid kunne konkurrere med en dansk juleand. Andre fik lam, entrecote eller kotelet i roquefortsauce! Utroligt velsmagende – og der var nok af det.

Stedet hedder ”El Caserio” og ligger i Estepona, Venta Comecapa S.L. – hvis nogen skulle komme forbi.
Der er opstået et alvorligt problem med Henrik, som gør, at han muligvis ikke tør tage med hjem. Det drejer sig om Aalborg-sagen, hvor visse højtstående kommunale embedsmænd skulle have modtaget golfinvitationer fra Kommunedata sidste år. Hernede lyder det nærmest, som om der er en ny Marius Andersen sag under optræk – så måske foretrækker han at blive på Costa del Sol og søge om at få bevilget "indvandrer på tålt ophold" indtil videre. Han beslutter sig efter eget udsagn i morgen.
Kærlig hilsen Carsten

torsdag den 11. marts 2010

Flot vejr igen – på Guadalmina


Jytte og Henrik på green, der ligger helt ned til Middelhavet.Troels (tv) og Helge.
Hvis 67-årige mor Karen ser lidt rørt ud, er det fordi ungerne hjemme fra SFO'en ringede og sang fødselsdagssang for hende midt under frokosten på Guadalmina! Den gik rent ind. Tak for det, Marianne.


Dagen startede med et fødselsdagsmorgenbord til ære for Karen – med fødselsdagsgave og varme rundstykker samt kringle.
I dag havde Jytte og Vagn Søllested samt Troels Erstad sørget for, at vi kom til at spille på Guadalmina til en meget fornuftig pris. Det er deres hjemmebane – en flot bane. Desværre var den lidt våd, men det er jo helt generelt i denne tid. Men vejret viste sig helt fra den pæne side – høj sol og lette skyer, ca. 18-20 grader!
Vi havde et lidt andet hold i dag, da vi havde båden golfværterne og Karen Margrethe med på banen, mens Anna Grete og Bente havde taget golffri for at se lidt nærmere på Marbella. Powershopping!
Henrik var lige ved at få styr på sin puttelinie – men måtte alligevel se for mange bolde passere hullet højre om. Vagn vandt suverænt med 32 point, mens Helge, Troels og undertegnede kom ind med 24 point.
Vi nød en dejlig sandwich Pollo i klubben (kan anbefales), inden vi tog hjem til terrassen og kortspillet.
I aften har vi igen været på den franske restaurant og har fået tre lækre retter og en ½ fl. rødvin for 20 € incl. drikkepenge.
Hele restauranten var med til at hylde Karen på fødselsdagen.
Vi krydser fingre for, at Los Naranjos er åben i morgen, torsdag.
KH Carsten

tirsdag den 9. marts 2010

Skyfri himmel – endnu en herlig golfdag!


Vi må jo indrømme, at Spanierne er hårdt ramte af den evindelige regn – især dem her i Andalusien. Det mærkes også på golfbanerne, som i mange tilfælde lukkes, dels fordi de er våde og ubehagelige at spille, dels fordi man ikke kan komme til at klippe dem pga. den bløde undergrund.

Vi skulle have spillet Los Naranjos i dag – men da vi efter aftale ringede i morges, måtte vi acceptere, at banen var lukket. Og det gør de ikke for sjovs skyld, kan jeg godt garantere!
Vi valgte så i enighed at spille den ni-hullers bane, vi spillede forleden i regnvejr. Club de Golf Benahavis – kort sagt El Higueral. Det er en ydmyg bane med et ydmygt klubhus, som ligger mellem Atalaya og Los Arqueros – tæt ved sidstnævnte.
I dag var banen helt anderledes – strålende sol fra en skyfri himmel hele dagen! Det var super godt at spille i et solskinsvejr, som spanierne ikke har haft i en måned. Klubmesteren sagde, at det var første dag i en hel måned, han havde kunnet se havet fra klubhuset!>

Vi spillede to runder – og der faldt ikke en dråbe!
Det kunne ses på scorekortene! Bente og Keld fik genoprettet deres selvtillid, idet de kom ind med 33 point – kun tre fra de ideelle 36.
Nogen derhjemme har sikkert undret sig over, at Henrik ikke er nævnt blandt vinderne. Han er i puttekrise. Han fik korrigeret sine brilleglas lige før afrejse – og det bevirker, at puttelinien har forskubbet sig. Han putter hver gang stensikkert ca. 15 cm højre om hullet! Det huer ham ikke.

Og sikke værter, vi er havnet hos. Ikke nok med at Karen Margrethe og Helge har budt på særligt udsøgt morgenbord for fødselaren Henrik i går – og gør det igen for Karen i morgen – men i aften har de budt hele selskabet på fælles fødselsdagsmiddag! Det glæder vi os til.

I morgen har Vagn – Kelds bror – arrangeret en match på Guadalmina golfbane – en bane, der regnes blandt de mere eksklusive. Det glæder vi os osse til!
Kærlig hilsen Carsten


Den tog min bold!

El Higueral set fra landevejen.

mandag den 8. marts 2010

I dag er det Henriks fødselsdag ....







... og det satte sit præg på morgenen, i hvert fald her hos Karen Margrethe & Helge! Det store morgenbord havde de to stillet på benene til ære for fødselsdagsbarnet. Med et blomsterflor af mimoser og hjemmebagte rundstykker og fødselsdagskringle!
Og så gjaldt det ellers Los Arqueros endnu engang! Herlig bane og en af de få, der ikke er lukket pga. vand.
I dag var det Gregers, som kunne gå på vandet- Med 2 birdies og 33 point blev han dagens vinder.
KH Carsten

Turen fra Sevilla gik over Jerez, Cadiz og Spaniens sydspids

Cadiz' havnefront - storslået. Domkirken midt i billedet.Disse tappas ser lidt underlige ud - men de smagte bedre, end de så ud til. Fem forskellige for 10€ incl. et lille glas vin.
Kirken og kirketorvet.
Surfere ved Tarifa - flot opvisning!
Kaptajnen er gået fra borde ...Sydspidsen af Spanien har visuel forbindelse til Marokko på den anden side Gibraltarstrædet!
>"Winds symphony" - vindmøller på udsatte steder. Det er ikke Vestas'.

Gibraltar set fra en anden vinkel end forleden. Her set fra vest.

Efter en dejlig dag i Sevilla, hvor vi dog desværre ikke mødte barberen, satte vi kursen ned mod kysten. Vi var lige et smut ind over Jerez – dog uden at gøre ophold, da det loppemarked, som normalt er om søndagen, tilsyneladende var lukket.
I Cadiz var vi på lynvisit ved højmessen i domkirken – og måtte have lidt medlidenhed med præsten, som ikke havde solgt mange billetter den dag. Keld og Henrik var en tur i tårnet, mens vi søgte en tappasbar overfor. Desværre levede den ikke op til forventningerne – eller også ved vi ikke helt, hvad tappas er! De smagte dog bedre end de så ud til.
Vi gik en ret lang tur gennem Cadiz, som har mange charmerende meget smalle smøger.>>

I går besøgte vi Sevilla, som er en af Europas ældste byer – i dag var det DEN ældste by, vi besøgte! Cadiz er ca. 3.000 år gammel!
Der var herfra Columbus for godt 500 år siden stod ud med kurs mod Indien, men vest om kloden. Det blev så til Vestindien i stedet for Indien, han havnede i.
Fra Cadiz fulgte vi kysten mod Gibraltar og passerede Spaniens sydligste punkt ved byen Tarifa. Det er ikke Europas sydligste punkt, hvilket man godt kunne forledes til at tro. Det er derimod øen Gondzo i Det græske Øhav.
Fra Tarifa går der hurtigfærger til Nordafrika‎, og man kan tydeligt se derover – Atlasbjergene formodentlig.
Vi fik nogle fantastiske indtryk her. For det første fordi vejret var flot – høj sol og blå himmel med store skyformationer. For det andet fordi det var søndag, og ungdommen forlystede sig med surfing på de store Atlanterhavsdønninger – det må være sjovt! For det tredje fordi vi nær var blevet arresteret af politiet, fordi vi havde begivet os ind på forbudt område!
Dagen sluttede med en middag sammen med Karen Margrethe og Helge på en fransk restaurant. Tre fornemme retter og en halv flaske god vin for 20 € incl. drikkepenge!
I morgen, mandag, gælder det endnu en runde på Los Arqueros. Og KM & H har inviteret huset på morgenkaffe i anledning af Henriks fødselsdag!
Kærlig hilsen Carsten

søndag den 7. marts 2010

Sevilla – en af Europas ældste byer!

Efter en nat med styrtregn og tordenvejr stod vi kl. 9.30 klar til en sightseeing i den store, gamle by.
2.500 år gammel er den – og dermed er den en af Europas ældste byer. Det fik vi at vide, da vi havde entret en af de kendte rundtursbusser med åben tag-etage. Vi havde besluttet at tage en rundtur for at få et overblik. Det var også udmærket – men det var umuligt at opholde sig på øverste dæk – og dermed var fotografering udelukket. Ærgerligt – men regnen silede ned! Til gengæld fik vi dansk guiding i øresneglen, og her fik vi mange oplysninger. Sevilla har omkring 700.000 indvånere, så det er ikke nogen lille by.
Vi blev sat af i nærheden af tyrefægterarenaen, som stadig bruges som sådan – men den er også museum for tyrefægtningens historie, da det var her, den barbariske leg blev til en folkesport og regler blev fastlagt – for flere hundrede år siden.
Derfra vandrede vi videre til katedralen, der er kæmpestor – over 300 meter lang. Her havnede vi uforvarende midt i et bryllup med meget fine – og tilsyneladende prominente deltagere. Katedralen er, som katolske katedraler er – men flere gav dog udtryk for, at det var den største, de hidtil havde set.
Fra katedralen vandrede vi videre mod Alcázares, som er en arabisk borg fra maurernes tid i 6-700-tallet. Interessant borg, som kan minde om Alhambra i stilen, men dog er meget mindre. Da vi gik ind, var vi enige om, at nu var de 63 mm af de 64 vejrudsigten havde lovet, da faldet, så nu måtte det snart blive tørvejr. Og det holdt.
Efter Alcázares gik selskabet lidt i opløsning – nogle tog hjem, mens vi andre gik en tur i den gamle bydel.
En rigtig god, våd dag.
KH ctRegnen var tæt, så Keld og Henrik hjalp buschaufføren med at finde vej til centrum, hvorfra sightseeingbusserne kører.Stille flyder Guadalquivir langs vejen, hvor vi bor.Tyrefægterarenaen og museet.


To fightere tager mål af hinanden! Det er Keld til højre!Til globryllup ved Katedralen.


Maurernes borg i 6-700-tallet Alcázare