mandag den 8. marts 2010

Turen fra Sevilla gik over Jerez, Cadiz og Spaniens sydspids

Cadiz' havnefront - storslået. Domkirken midt i billedet.Disse tappas ser lidt underlige ud - men de smagte bedre, end de så ud til. Fem forskellige for 10€ incl. et lille glas vin.
Kirken og kirketorvet.
Surfere ved Tarifa - flot opvisning!
Kaptajnen er gået fra borde ...Sydspidsen af Spanien har visuel forbindelse til Marokko på den anden side Gibraltarstrædet!
>"Winds symphony" - vindmøller på udsatte steder. Det er ikke Vestas'.

Gibraltar set fra en anden vinkel end forleden. Her set fra vest.

Efter en dejlig dag i Sevilla, hvor vi dog desværre ikke mødte barberen, satte vi kursen ned mod kysten. Vi var lige et smut ind over Jerez – dog uden at gøre ophold, da det loppemarked, som normalt er om søndagen, tilsyneladende var lukket.
I Cadiz var vi på lynvisit ved højmessen i domkirken – og måtte have lidt medlidenhed med præsten, som ikke havde solgt mange billetter den dag. Keld og Henrik var en tur i tårnet, mens vi søgte en tappasbar overfor. Desværre levede den ikke op til forventningerne – eller også ved vi ikke helt, hvad tappas er! De smagte dog bedre end de så ud til.
Vi gik en ret lang tur gennem Cadiz, som har mange charmerende meget smalle smøger.>>

I går besøgte vi Sevilla, som er en af Europas ældste byer – i dag var det DEN ældste by, vi besøgte! Cadiz er ca. 3.000 år gammel!
Der var herfra Columbus for godt 500 år siden stod ud med kurs mod Indien, men vest om kloden. Det blev så til Vestindien i stedet for Indien, han havnede i.
Fra Cadiz fulgte vi kysten mod Gibraltar og passerede Spaniens sydligste punkt ved byen Tarifa. Det er ikke Europas sydligste punkt, hvilket man godt kunne forledes til at tro. Det er derimod øen Gondzo i Det græske Øhav.
Fra Tarifa går der hurtigfærger til Nordafrika‎, og man kan tydeligt se derover – Atlasbjergene formodentlig.
Vi fik nogle fantastiske indtryk her. For det første fordi vejret var flot – høj sol og blå himmel med store skyformationer. For det andet fordi det var søndag, og ungdommen forlystede sig med surfing på de store Atlanterhavsdønninger – det må være sjovt! For det tredje fordi vi nær var blevet arresteret af politiet, fordi vi havde begivet os ind på forbudt område!
Dagen sluttede med en middag sammen med Karen Margrethe og Helge på en fransk restaurant. Tre fornemme retter og en halv flaske god vin for 20 € incl. drikkepenge!
I morgen, mandag, gælder det endnu en runde på Los Arqueros. Og KM & H har inviteret huset på morgenkaffe i anledning af Henriks fødselsdag!
Kærlig hilsen Carsten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar