tirsdag den 9. marts 2010

Skyfri himmel – endnu en herlig golfdag!


Vi må jo indrømme, at Spanierne er hårdt ramte af den evindelige regn – især dem her i Andalusien. Det mærkes også på golfbanerne, som i mange tilfælde lukkes, dels fordi de er våde og ubehagelige at spille, dels fordi man ikke kan komme til at klippe dem pga. den bløde undergrund.

Vi skulle have spillet Los Naranjos i dag – men da vi efter aftale ringede i morges, måtte vi acceptere, at banen var lukket. Og det gør de ikke for sjovs skyld, kan jeg godt garantere!
Vi valgte så i enighed at spille den ni-hullers bane, vi spillede forleden i regnvejr. Club de Golf Benahavis – kort sagt El Higueral. Det er en ydmyg bane med et ydmygt klubhus, som ligger mellem Atalaya og Los Arqueros – tæt ved sidstnævnte.
I dag var banen helt anderledes – strålende sol fra en skyfri himmel hele dagen! Det var super godt at spille i et solskinsvejr, som spanierne ikke har haft i en måned. Klubmesteren sagde, at det var første dag i en hel måned, han havde kunnet se havet fra klubhuset!>

Vi spillede to runder – og der faldt ikke en dråbe!
Det kunne ses på scorekortene! Bente og Keld fik genoprettet deres selvtillid, idet de kom ind med 33 point – kun tre fra de ideelle 36.
Nogen derhjemme har sikkert undret sig over, at Henrik ikke er nævnt blandt vinderne. Han er i puttekrise. Han fik korrigeret sine brilleglas lige før afrejse – og det bevirker, at puttelinien har forskubbet sig. Han putter hver gang stensikkert ca. 15 cm højre om hullet! Det huer ham ikke.

Og sikke værter, vi er havnet hos. Ikke nok med at Karen Margrethe og Helge har budt på særligt udsøgt morgenbord for fødselaren Henrik i går – og gør det igen for Karen i morgen – men i aften har de budt hele selskabet på fælles fødselsdagsmiddag! Det glæder vi os til.

I morgen har Vagn – Kelds bror – arrangeret en match på Guadalmina golfbane – en bane, der regnes blandt de mere eksklusive. Det glæder vi os osse til!
Kærlig hilsen Carsten


Den tog min bold!

El Higueral set fra landevejen.

2 kommentarer:

  1. Vi vil gerne ønske dig tillykke med fødselsdagen Karen, vi kan forstå der rigtig diskes op for dig - mon din mand også strammer sig lidt op - eller står der for meget golf i bolden på ham?
    Vi venter stadig på tøvejr - haven er utilgængelig- øv øv .
    Hils omkring jer - og ha´en god aften.
    Kærlig hilsen
    Gert & Helene

    SvarSlet
  2. Kære karen.
    Tillykke med fødselsdagen. Håber du er blevet fejret og forkælet. Henrik fortæller at du er årsag til at vejret endelig er godt. Se det kommer da slet ikke bag på mig.

    Glæder mig til at se billeder fra din dag.

    Kh Inge

    SvarSlet