fredag den 12. marts 2010

Los Naranjos var våd og langhåret …

… men vi fik lov at spille – efter at have fået teetime udskudt flere dage pga. banelukning. Det var ikke nogen udpræget toppræstation, vi kunne mønstre, for banen var virkelig våd og ”svuppet”. De var begyndt at slå græs med alle de maskiner, de havde, for nu var der endelig tørvejr. Og de var tit i vejen for et godt slag.
Den del af fairway, der ikke var slået, var til gengæld så langhåret, at vi ofte mistede bolde midt på fairway!
Keld blev dagens vinder med 22 point.

Bortset derfra var det en dejlig runde – i fint vejr! Og vi havde gratis buggy (golfbil), som naturligvis kun måtte køre på stierne. Alt andet ville også være tåbeligt, da de hurtigt ville sætte sig fast. Der er noget helt unikt ved Los Naranjos’ buggies: de har alle en stor GPS skærm, der viser det aktuelle hul og den nøjagtige aktuelle afstand til flaget! Hvilken luksus!




I aften lavede Herningfolkene vist selv mad og hyggede sig derhjemme, mens vi, der bor hos Karen Margrethe og Helge, havde inviteret dem ud på den betingelse, at de fandt et passende sted, mens vi spillede golf. De gjorde de godt, idet de havde fundet en typisk lille spansk restaurant med typiske spanske retter. Og sikke herligheder! De fleste fik and – der til enhver tid kunne konkurrere med en dansk juleand. Andre fik lam, entrecote eller kotelet i roquefortsauce! Utroligt velsmagende – og der var nok af det.

Stedet hedder ”El Caserio” og ligger i Estepona, Venta Comecapa S.L. – hvis nogen skulle komme forbi.
Der er opstået et alvorligt problem med Henrik, som gør, at han muligvis ikke tør tage med hjem. Det drejer sig om Aalborg-sagen, hvor visse højtstående kommunale embedsmænd skulle have modtaget golfinvitationer fra Kommunedata sidste år. Hernede lyder det nærmest, som om der er en ny Marius Andersen sag under optræk – så måske foretrækker han at blive på Costa del Sol og søge om at få bevilget "indvandrer på tålt ophold" indtil videre. Han beslutter sig efter eget udsagn i morgen.
Kærlig hilsen Carsten

1 kommentar:

  1. jeg tror godt henrik kan tage med hjem - de snakker kun om at inddrage hans pension og har droppet fængselstraf - så det skal nok gå :-)
    træls med det vejr.
    mvh. kristian

    SvarSlet